En af vores dygtigste journalister er Helle Maj. Hun er god at tage ved lære af. Ved TV-prisen, der blev uddelt 26 januar i år, fik hun og hendes mand Jørn Stjerneklar en stor del af hæderen for prisen “Bedste crime” for serien Hvid mands dagbog, der blev sendt på DR1. Senest har hun skrevet “Tækkemanden” om samme Peter Frederiksen og blandt andet fortalt om de mord, han står bag, hans våbenhandel, tyveri, pædofili og hans 21 poser med afskårne klitorisser i sin fryser. Hun graver sig ned i tingene og kan binde enorme mængder af informationer sammen til en fængende fortælling.
Men dengang hun endnu bare drømte om at komme igennem optagelsesprøven til journalistuddannelsen, mødte hun en journalist, der belærte hende om alt det, hun skulle kunne. Det har hun skrevet om, og Skriveskolen har fået lov til at bringe hendes indlæg.
Af: HELLE MAJ
En sen aften i januar 1984 stod jeg på café Brønnum i en mægtig brandert. En mand kom op på siden af mig. Han flirtede.
Jeg flirtede. Ikke fordi han så godt ud, men fordi han lige havde fortalt mig, at han var journalist.
På det tidspunkt havde jeg besluttet mig for at søge ind på Journalisthøjskolen. Jeg spurgte ham, hvad jeg skulle gøre for at have en chance for at bestå optagelsesprøven. Han gav mig den hemmelige opskrift, som jeg i dette lukkede forum hermed vil videregive:
Han buldrede ud med, jeg skulle læse aviser hver dag. Ikke én, ikke to, men mange. Også formiddagsbladene. Og at jeg skulle læse annoncerne med.
Han understregede, at jeg skulle interessere mig for erhvervsstof. Avisen Børsen skulle være pligtlæsning. Jeg skulle for eksempel vide, hvem Jan Bonde Nielsen var, og hvad han havde gjort.
Han belærte mig om, at jeg skulle kende navnene på alle ministerier og alle ministre i regeringen. Og også dem i den forrige regering.
Han informerede mig om, at jeg skulle være dus med alle partiers politiske historie og kende deres formænd, deres mærkesager, deres nederlag og deres sejre. Jeg skulle uden tøven kunne sige hvilket parti, der stod bag bogstavet C.
Han slog fast, at jeg skulle kunne mit lands historie. Og huske årstallene. Ikke på bagatellerne, men på de store begivenheder. Og huske navnene på, hvem der skabte de store forandringer i historien. Hvem stod bag Danmarks grundlov og hvornår? Hvem besluttede, at tyskerne måtte besætte Danmark og hvornår? Hvem var Danmarks statsminister i 1972, og hvad sørgede han for, før han frivilligt gik af? Jeg skulle kunne det på rygmarven, sagde han.
Han gjorde meget ud af, at jeg skulle notere mig det sidste års største begivenheder i Danmark og i verden. Det være sig om politik, erhverv, kultur, sport. Alt.
Han rådede mig til at gå på biblioteket og læse mig gennem højdepunkterne i den storpolitiske historie.
Han irriterede mig med, at jeg skulle interessere mig for sport! Ikke for bagatellerne, men de store begivenheder. Hvor tit bliver OL afholdt? Hvem står bag VM i fodbold? Hvilke store sejre har Danmark haft og i hvilke sportsgrene? Var det en dansker, der vandt en VM-titel i boksning i 1979?
Han tordnede om, at kunst er Gud. Jeg skulle gå i teater. Jeg skulle læse Weekendavisen. Jeg skulle se film. Jeg skulle gå til arrangementer, hvor digtere og forfattere læste op af deres kunst.
Han præciserede, at jeg skulle tyre mig igennem de største forfatteres bøger og lære af deres fortælle-teknik. Fra Hemingway til Stephen King.
Han opfordrede mig til at gå ud i verden og opleve den som en nyhed. Jeg skulle opleve min samtale med ham som en nyhed. Jeg skulle opleve mine café-besøg som et væld af nyheder. Jeg skulle gå ned ad Strøget og sanse. Min kommende Spies-rejse til Kreta skulle jeg ikke tage som en ferie. Jeg skulle se den som en politisk begivenhed. En erhvervs-historie. En kulturel åbenbaring.
Han overbeviste mig om, at jeg skulle gøre mig umage med mit sprog. At jeg aldrig måtte bruge klicheer. At jeg skulle kæle om hvert et ord, jeg skrev. At hvert ord skulle have en betydning. Hvis det ikke havde, skulle jeg slette det.
Han bad mig øve mig i at skrive mine nyheder, så folk havde lyst til at læse dem. Jeg behøvede ikke skrive hele nyheden. Jeg skulle bare lære at skrive indledningen så godt, at folk ville tigge mig om at få slutningen med.
Han sagde, at slutningen aldrig måtte være kedelig.
Han var et dumt svin, men et klogt, dumt svin. Men det er en helt anden historie.
PS: Det var en ugander, Ayub Kalule, der vandt VM i boksning i 1979. Men han var i stald hos Mogens Palle på det tidspunkt.
PPS: Jeg bestod optagelsesprøven.
Til daglig bor hun i Sydafrika sammen med Jørn Stjerneklar, de arbejder begge freelance og har har boet i flere afrikanske lande samt USA. Læs mere om parret her www.maydaypress.com.