Om reportage: Vær først åben, vælg så ud og skær fra

Strynø i vinterdis. Spiller huset en rolle i historien?

Eller historien om hvordan 18 A5-sider med sjusket skrevne noter blev til en avisartikel

Da jeg forleden interviewede oversætter Sara Koch om hendes arbejde med at omdanne Karl Ove Knausgårds fantastiske bøger fra norsk til dansk, var jeg opmærksom på, at jeg skulle huske at notere nogle sanseindtryk, så jeg kunne beskrive hendes verden for læserne. Jeg fik ideen til et interview, fordi jeg er meget betaget af den måde, Knausgård skriver om det små i det store, og det store i det små. Om hverdagen og eksistensen i de selvbiografiske bøger ”Min kamp.”

Over 3.000 sider har han skrevet på få år. De fem første bind er oversat til dansk, og den danske oversætter arbejder sig sætning for sætning igennem den sjette og sidste bog. Sara Koch ville heldigvis gerne være med. Hun bor og arbejder på Strynø i det sydfynske øhav. Så jeg åbnede alle sanser på vej til øen. Lagde mærke til tågen og regnbygerne, og at der kun var en bil og tre passagerer med over den mandag formiddag kl. 10.10 fra Rudkøbing. Og jeg så den visne vintergæk, der lå efterladt på et bord i salonen.

Hjemme hos Sara Koch i den tidligere mejeribestyrerbolig noterede jeg et par ord om de dansende rød-orange flammer i hendes brændeovn. At hendes norske mand kom hjem med ø-produceret hindbærmarmelade – kogt med rørsukker og balsamico – til de hjemmebagte boller. Og den specielle udsmykning på væggene, lavet af spilleplader fra bankospil.

Nogle af de sorte tal på kunstværket er indrammet af røde ringe. De danner fødsels- og dødsdatoer for Gandhi, John Lennon og Nelson Mandelas fødeår, fortalte værtinden. Spændende, interessant. Det kom også ned på min blok. 18 A5-sider med noter tog jeg med hjem.

Da jeg skulle skrive artiklen, måtte jeg sortere. For er brændeovnen, hindbærmarmeladen og oversætterens stuekunst vigtige i en artikel, der skal handle om hendes arbejde med at oversætte de norske, selvbiografiske bøger? Er det vigtigt, at Knausgårds debutbog, ”Ude af verden,” står i reolen med en hilsen til oversætteren skrevet med blåt blæk?

Næ, nej, ikke nødvendigvis. Det er ganske vist mit mål at give læserne en oplevelse af, hvordan der er i Sara Kochs højloftede stue. Men alt er ikke lige relevant. Det ved jeg, fordi det ikke passer ind i den vinkel, jeg har aftalt med redaktøren. I dette tilfælde kulturredaktøren på Kristeligt Dagblad. På mit forslag havde avisen sagt ja til en artikel om Knausgård og hans bøger set gennem oversætterens øjne og arbejde. Og jeg måtte gerne komme ind på, hvor meget der er af oversætteren i oversættelserne.

Altså måtte jeg også springe de gæs over, jeg hørte skræppe ved kysten på Strynø, de nyfødte lam, jeg så på marken, og de røde sæder i færgens opholdsrum. Det hele ligger gemt i min hjernekasses snirklede vindinger, men det skal læseren ikke nødvendigvis vide noget om. De indtryk passer ikke ind i denne artikel. Men måske popper de en dag op og udvikler sig til en ny idé, som jeg må se, om der er grundlag for at arbejde videre med.

Læserne får i stedet serveret Sara Kochs svar på, hvilke ord og vendinger hun har diskuteret med Knausgård. Og hendes historie om, at hun var lige ved at forsvinde ind i forfatterens univers og glemme sig selv under en rejse i hans fodspor. Og det dur ikke. Hverken for hende som oversætter eller for journalisten, der skriver om det.

For som Sara Koch sagde om en rejse i Knausgårds barndomslandskab, hvor hun søgte Kristiansand og Arendal Kommune om et sted at arbejde:

”Jeg fik tilbudt et værelse på en lystgård, og så går det op for mig, mens jeg læser bind 2, at Knausgård har siddet her og skrevet. Det var tæt på – som om tekst og verden næsten smeltede sammen, og min egen verden og jeg selv forsvandt lidt. Jeg var for meget inde.”

For at kunne oversætte godt skal hun bygge på sin egen erfaring og sit sprog, ellers bliver den danske tekst en skygge af den norske original, skrev jeg så i artiklen til avisen.

Sådan er det også, når jeg som journalist skriver artikler og reportager. Jeg skal ud at opleve, jeg skal sanse og registrere. Og når jeg sætter mig for at skrive, skal jeg sortere. Alt er ikke lige vigtigt. Jeg skal holde mig til emnet, uanset hvor vild jeg er med de tusinde indtryk og udsagn, jeg fik med hjem. Jeg skal fokusere for at hjælpe historien på vej til læserne.

Altså nævnede jeg den højloftede stue og citerede Knausgårds dedikation til Sara Koch. Alle de andre vinkler og historier må jeg gemme til en anden gang. Eller måske bare gå rundt med inde i hovedet. Jeg gad for eksempel godt vide, hvem der havde lagt en vintergæk på bordet i færgens opholdsrum den mandag. Og hvordan det går med det lam, som moderfåret ikke ville kendes ved.

Læs ”En oversætters liv med Knausgård” i Kristeligt Dagblad 26. marts 2012 hvis du vil se, hvad jeg tog med.