May nema is

Kan du huske, første gang du skrev? Kruseduller som i din egen optik var bogstaver. Eller børneskriv, som vi døbte det i vores familie.

Måske kan du huske, da du første gang skrev dit eget navn. Og gentog det med forskellig skrift i skolehefter, på viskelædere og penalhuse.

Og den første gang, du skrev på et tastatur. Måske en skrivemaskine. I mit tilfælde en Brother rejsemaskine, som jeg sparede sammen til, da jeg var 15. Å fryd.

Det kom jeg til at tænke på, sidste gang jeg underviste. Mit hold var elever på en skole i Anand Niketan Ashram i Indien. 12-16-årige piger og drenge. Mange af dem skrev på computer for første gang.

Som Mangita.

Søgende bevægede hun pegefingeren hen over tastaturet. Koncentreret midt i larmen af jerntaburetters hviieiiin over stengulvet, når nogle af klassekammeraterne rejste sig og søgte mod en af de andre computere: Virker den nu?

Strømmen forsvandt jævnligt, og programmer gik ned. Så når en computer stod af, gjaldt det om at nå hen til en, der virkede. Tre-fire børn deltes om en pc og ventede på, at det blev deres tur.

Jeg mistede tålmodigheden efter fire-frem strømafbrydelser.

Pc’er der slukkede og skulle tændes igen. Venten. Venten. Venten. Børnene blev siddende. Når strømmen forsvinder, må man vente på, at den kommer igen. Især når belønningen står lige foran en.

Mangita ventede også. Og skrev igen.

Hun så ud til at opleve glæden ved kombinationen af fingerens tryk på en tast og skriften, der voksede frem på skærmen.

Normalt retter jeg med hård hånd. Stavefejl. Skæve formuleringer eller hvis vinklen mangler. Sender kursisters manus retur overmalet med kommentarer og rettelser.

Mangitas ”May nema is” rettede jeg ikke.

Alle har ret til at opleve glæden ved at skrive.

Lis Agerbæk Jørgensen